For nogle uger siden skulle jeg have et par timer til at gå i en flyvemaskine på vej over Atlanten. Jeg var godt forberedt og havde fået Anders Matthesens “Sorte Kugler” ind på min nye netbook.
Før jeg gik i gang med filmen var jeg ikke klar over, hvad den handlede om – jeg anede således ikke om der var tale om en tegnefilm, en spillefilm, en crazy-humor film eller en dybt seriøs film. Jeg var således spejl blank og havde ingen som helst anelse om, hvad jeg skulle udsættes for.
Der er tale om en mærkværdig film, som er et mix af mange forskellige genrer. Den første tanke er, at der er tale om en ganske primitiv film med et simpelt – tangerende til et barnligt – plot, men den tanke holder ikke vand.
Der er ikke tvivl om, at Anders Matthesens formål er, at få et Buddhistisk budskab ud til den almindelige befolkning, men blandingen af humor og selvironi samt idéen med at fremstille problemstillinerne i enten sort eller hvidt, skaber en tilstrækkelig distance til, at filmen ikke opfattes som propoganda.
Der er ikke tvivl om, at filmen er super morsom – og moralen er 200% skåret ud i pap. Uanset politisk, religiøs eller moralsk holdning kan man nok ikke være andet end enig i, at Anders Matthesen har fat i noget meget centralt i, hvordan vi behandler hinanden – og i særdeleshed hvordan vi bør behandle hinanden.
Jeg er ikke Mattesen “FanBoy”, men synes generelt at han er en af de dygtiske kunstnere vi overhovedet har indenfor den pågældende genre. Der har været svipsere i hans produktioner gennem tiden (med “Anden på Coke” på en klar førsteplads), men det glemmer man hurtigt når der er stjerner som “Terkel i klibe”, “Simon” og “Tal for dig selv”, der blinker på himlen.
Når det kommer til Sorte kugler så er det i mine øjne en perle, der – når man har evnen til, at se, at den primitive opbygning er en del af plottet og filmens idé – er et must see. Den er alle pengene værd og kan den rokke en lille smule ved, hvordan vi vælger at behandle vores medmennesker så er det da en sympatisk bonus-ting.
Ud over Anders Matthesens egen skuespilspræstation er det på sin plads, at nævne Søren Malling og Søren Rislund, som begge leverer en formidabel præstation. Linda P har også en mindre rolle i filmen – hun er ikke lige min kop te, men her i filmen lykkedes faktisk for instruktøren, at få hende til at træde ud af hendes stereotype stil og hun leverer faktisk en udemærket præstation.
Jeg har efterfølgende set filmen en gang mere – og det kan den sagtens holde til, hvilket er et godt tegn for en film i den genre.