Sonofon –> Telenor…. Kongens fald

Vi har haft et mobilabonnement hos Sonofon i _mange_ år – mere end 10 år – måske tættere på 15. Sonofon har – indtil for nylig – været “state of the art” som leverandør, men på det sidste må vi erkende, at de er havnet på en fornem sidsteplads, hvad angår service og evnen til at have styr på tingene.

Det hele startede i marts måned, hvor Lone gerne ville har en smartphone i stedet for den klassiske mobiltelefon, som hun havde.

Jeg gik ned i den lokale Sonofon/Telenor butik, hvor jeg bad den rare mand om at foreslå mig en telefon til brug for Internet, surfing, navigation etc. Jeg fik præsenteret et par forskellige modeller, hvor jeg valgte den ene. Ved samme lejlighed bad jeg manden om at tjekke om mit nuværende abonnement var godt nok til den nye brug, eller om det skulle justeres. Han sagde, at det var helt fint og ville fortsat passe – godt også til det nye udvidede brug.

Da jeg kom hjem var der et eller andet, der fik mig til at gå ind på deres hjemmeside for at tjekke priserne på forbruget, men jeg kunne ikke finde ud af, hvad mit abonnement kostede i datatrafik. Derfor ringede jeg til deres kundeservice og fik at vide, at datatrafik kostede – hold lige fast her – kr. 10,- pr MB – ja, der står MEGABYTES – og ikke giga…..

Lidt hovedregning afslører, at et forbrug det første kvartal sagtens kunne havne på 3-4 GB – svarende til kr. 30.000,- til kr. 40.000,-.

Jeg blev så knaldhamrende rasende, at jeg fløj tilbage til butikken og fik pengene retur for telefonen – for nu var jeg færdig med Telenor.

Meeeen historien stopper ikke her – nej det viser sig at dilletanterne hos Telenor har _meget_ mere i ærmerne.

For det første blev jeg faktureret kr. 100,- for et gebyr på en ny telefon, som jeg jo havde returneret. Da jeg ringede til dem sagde blondinen at der var tal om en fejl, som de nok skulle rette.

For det andet fik jeg at vide af mit nye teleselskab, at mit abonnement først kunne flyttes 17/9-2012 – altså mere end 14 måneder efter anmodningen. Igen måtte jeg ringe til blondinen hos Telenor som fortalte, at jeg i 2009 havde skrevet under på en aftale, som løber i 36 måneder. Så bad jeg hende om lige at finde det dokument, der bar min underskrift på en sådan aftale, men det kunne hun ikke, så der var nok tale om en fejl – ja det tror jeg nok lige…..

Nu tror du så at historien ender, men nej – de fortsætter med at brillere med deres inkompetence, idet de så meddeler mig, at jeg er bundet af mit abonnement i 3 måneder… Igen måtte jeg belære dem om, at tingene ikke hang sådan sammen, idet jeg vil kunne opsige og flytte mit abonnement med en måneds varsel. Det mente de dog ikke og ville fastholde de tre måneder, hvorefter jeg bad dem om lige at bekræfte det overfor mig på skrift, idet jeg skulle bruge det i den kommende sag mod dem.

Nu ville blondinen så alligevel godt have lov til at tjekke det endnu en gang og så ringe tilbage til mig, hvilket hun fik lov til.

Nogle timer efter var der så en manager, der ringede til mig og fortalte, at der ikke var nogen vej uden om de tre måneder, hvor efter jeg bad manageren om at sende mig det på skrift, hvor efter hun godt ville have lov til at tjekke det op en ekstra gang.

Déjà vu – var det første begreb, der faldt mig ind…..

Nå, men efter noget tid er der en ny, der ringer til mig og fortæller, at der altså er tre måneders opsigelse på et erhvervs abonnement og det kunne de altså ikke lave om på. Så måtte jeg lige fortælle blondine nummer 4, at det ikke var et erhvervs-abonnement jeg havde, men et abonnement tegnet som privatperson. Så blev der lidt stille i telefonen, hvorefter blondinen fastholdt, at jeg havde et erhvervs-abonnement. Da jeg så spurgte hede, hvilket CVR-nummer, der stod på den indgåede aftale blev der igen lidt stille i røret – jeg tror nok mest, at det var fordi hun ikke vidste, hvad et CVR-nummer var for en størrelse.

Nu var jeg ved at være lidt træt, hvorfor jeg bad Blond #4 om at sende mig en kopi af samtlige aftaler, som vi havde indgået – det ville hun da gerne, men kunne ikke lige se dem i arkivet, så hun ville vende tilbage til mig.

En times tid senere ringer telefonen og det er fra Telenor, som meddeler, at de slet ikke har en aftale på vores engagement liggende, hvorfor de ville lade abonnementet ophøre med en måneds varsel…..

Flot – flot – flot Telenor – jeg glæder mig usigeligt til at slippe af med dem, som nemt kunne havde kostet mig et 5-cifret kronebeløb og et abonnements-bondefangeri i 14 måneder, hvis jeg ikke havde været oppe på dupperne.

Jeg håber dog, at de ringer igen for at spørge mig, hvorfor jeg har opsagt mit abonnement – så får de bare linket til dette blogindlæg.

Nå men by-by Sonofon – du var sgu et dejligt bekendtskab i dine unge dage, men jeg må erkende, at mine tårer er i pulverform her, hvor vi skal til at tage afsked med hinanden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.