Lige så spændende det er, at opleve Las Vegas – lige så befriende er det, at tage af sted igen.Den evige larm, de mange mennesker, de mange lys og de overdådige indtryk er skønne at møde og lige så skønne at tage afsked med igen.
Lige nu sidder jeg i flyveren på vej fra Las Vegas mod Washington DC. Der er desværre ikke Internetadgang i flyet, så jeg må skrive i bloggen offline 🙂
Når jeg tænker tilbage på de 5 dage i Vegas så har vi nået en masse – faktisk nåede vi alt, hvad vi havde planlagt – plus det løse.
Ud over at udforske de mange hoteller (man skal altså have været i Las Vegas for at kunne forstå, at det er en kæmpe oplevelse i sig selv) – så har opholdet bl.a. budt på:
Show med David Copperfield – for dem, der ikke kender ham, så er han den største nulevende tryllekunstner og illusionist i verden. Vi så hans optræden på Hollywood Theater på MGM Grand. Jeg har set ham før og var nok lidt skuffet denne gang – havde håbet må at opleve “Flying”, men den havde han ikke på programmet. Jeg synes også, at hans stil var “upassende”, men det er nok mig, der er lidt erhvervs-skadet.
Vi fik også billetter til Phantom of the Opera – det er jo vores ynglingsmusical, og vi har fået den idé at vi skal se den når vi er i udlandet. Ind til nu har vi oplevet forestillingen i San Fransisco, London på Broadway i New York og så i København nogle gange – og så kan vi altså ogsåskrive Las Vegas på vores Phantom c.v. Forestillingen i Las Vegas var reduceret en smule, således at den varede knap to timer – nogle af scenerne med meget dialog var skåret væk eller reduceret, mens alle sangene naturligvis var der. Jeg var lidt skeptisk, men det gjorde faktisk ikke noget, at der var skåret lidt hist og her.
Forestillingen var fantastisk i icenesættelsen – dekorationer og specialeffects var i særklasse, mens de sangmæssige præstationer var en anelse under middel. Dog skal Rauls præstation have særdeles flotte ord med på vejen.
Alt er stort i forestillingen – lysekronen er kæmpe stor og når den forlader scenen mødes den med tre andre lysekroner, der forens oppe under loftet. Siderne langs hele teatret er dekoreret med båse, hvor der sidder tilskurer til forestillingen – det var godt nok dukker, men det skabte en fantastisk effekt. Alt i alt var denne udgave af “vores” musical forrygende – og klart over middel.
Vi havde også besluttet os for at skulle se en af Cirque de Soleils syv forestillinger, der pt. kører i Las Vegas – og valget fladt på deres nyeste produktion Viva Elvis der blev opført i Elvis Theater i det nyopførte Aria hotel, der ligger mellem Bellagio og Monte Carlo.
Man kan sige, hvad man vil, men Cirque de Solleil sparker numse – Viva Elvis er en hyldest til “The King” og er en blanding af sang, dans, videoklip, anekdoter, akrobatik og special effects. Uanset om man er til Elvis eller ej kan man ikke andet end at facineres over showet – og når man så holder af hans musik, ja så er man nærmest i ekstase i de to timer, som forestillingen varer.
Det kommer nok ikke, som den helt store overraskelse, at 50D-eren også skulle luftes lidt i Las Vegas – jeg havde besluttet mig for noget natteskyderi og det blev til tre timer fra 0:30 til 3:30, hvor diverse steder tålmodigt måtte lægge ryg til mine langtidseksponeringer. Jeg smider et par uredigerede skud op her, men de skal vist have lidt justeringer når jeg kommer hjem.
Fruen mente, at Las Vegas Premium Outlets skulle besøges – ikke fordi, der skulle powershoppes, men det kunne jo være, at de lige havde det man stod og manglede. Jeg kan da fortælle, at der blev brugt en farlig masse $ – og uden at hænge nogen specielt ud – så var alt, hvad jeg købte, en tripple espresso i Starbucks 🙂
På Lones fødselsdag spiste vi på “Top of the World”, der er en af de resturanter i verden, med den absolut bedste udsigt. Restauranten ligger på toppen af Stratosptere Tower i 243 meters højde. Gulvet i restauranten drejer rundt, således at man får et view over hele Las Vegas. En runde tager 70 minutter og udsigten er ubeskrivelig. Desværre er fotomulighederne ikke så gode der oppe – så jeg beklager kvaliteten …
Selve restauranten er vist kåret til en af de bedste i området, hvilket vores med i særdeleshed også bar præg af. Lone fik grillede Portobellosvampe med Mozerella, mens jeg fik en hummerbisque. Dertil henholdsvis en Chardonay og en Pinot Gris. Som hovedret vik vi begge en variant af “Surf ´n Turf”, hvor hummeren var skiftet ud med and og Foire Gras – jeg kan hertil kun sige en ting – umme- numme – num. Vinen til “Steak ´n` Quak” blev en Zinfandel fra Nappa – fra en producent, der hedder Venge – denne røg klart ind på 1. pladsen af samtlige Zinfandel-vine jeg nogen sinde havde smagt. Selv om der var tale om en middag i et ret højt prisniveau, så var den det hele værd – og man skal jo ikke glemme, at det jo ikke er hver dag, at man starter nedtællingen fra ikke længere at være sidst i 40´erene….
Efter middagen tog vi en tur til Downtown, hvor vi skulle opleve showet på Freemont street – jeg var ret overbevist om at det var en tribute til Queen, de skulle fyre af, men det viste sig at være Kizz i stedet – øv, men det var alligevel en fornøjelse at opleve.
Ellers skal jeg ikke undlade, at nævne, at vi i høj grad benyttede os af vores ynglingsdisciplin, når vi skulle have lidt at drikke – ind på et casino – se ud som om at man spiller, og så tage imod tilbuddet om gratis drinks.
