Have a Nice day – or two …

Den berømte strandpromenade

Det et trist at måtte erkende, at endnu en af mine ynglings-aversioner er ved at komme til skamme.

Jeg har en håndfuld “ting” som jeg elsker at hade;

  • Frankrig / franskmænd
  • Jazzmusik
  • Apple
  • Gedeost

For et års tid siden havnede vi – ved et tilfælde i Marseilles og vi var faktisk enige i, at der var rart og at franskmænd var nogle rare mennesker. Vi var dog også enige i, at det måtte være en fejl – og et tilfælde, at lige ramte et tidspunkt, hvor de tilfældigvis opførte sig pænt.

Nu sidder vi i Nice og har haft en forrygende dag, med god mad, en masse rare mennesker, en skøn by i et skønt land. Det er ikke fordi vi er ved at blive frankofile, men vi er absolut begejstrede for landet og stedet, og mine fordomme må ryge en tur i skraldespanden sammen med opera, klassisk musik, ballet, Poul Dissing, Blå ost og Sherry, som også en gang var på hade-listen, men nu er ved at udvikle sig til en passion.

Når man nu kigger ærligt tilbage finder man ud af, at de ting, som man startede med at hade, men efterfølgende kom til at holde af er åbenlyse kandidater til at blive passioner.

Eksempler som rødvin, oliven og blå ost, hvor man ved de første mange møder ikke kunne fordrage smagen, men efter lidt træning kom til at holde mere og mere af det kan sagtens sammenlignes med elementer på hade-listen.

Nu er Frankrig / franskmænd altså også på vej ud og – lidt ærgerligt, men det er der ikke noget at gøre ved.

Den dag jeg begynder at synes om jazzmusik og gedeost så synes jeg dog ikke det er sjovt længere – disse aversioner vil jeg altså gerne have lov til at bibeholde – please…..

Dagens besøg på Chagallmuseet og nu her, hvor jeg sidder og skriver på bloggen på hotellets balkon med udsigt over Middelhavet og forventningerne til aftenens kulinariske oplevelser må resultere i en uforbeholden undskyldning til Frankrig og franskmænd.

I respekt for landet og deres indbyggere viser jeg hermed et par billeder fra dette skønne sted 🙂

Markedet ved den gamle bydel

 

Tomater i sjove faconer
Lokalt middel mod dehydrering
Den russiske kirke - desværre spejlvendt
Et spændende museum, men ikke lige billeder til min stue

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.