Man siger at forskellen på drenge og mænd er prisen på deres legetøj. Det kan der måske være noget om, men det faktum, at jeg – selv om jeg er blevet en sur gammel mand på næsten 50 – kan blive grebet af et stykke simpelt legetøj må jo bevidne om, at jeg endnu ikke er helt dement.
Vi er tre gamle kollegaer, der mødes et par gange om året – og sidste fredag var det ex. kollegaen Henrik, der skulle lægge hus til middag og underholdning. Efter noget godt vin, udsøgt grillmad og noget godt øl skulle der leges. Vi startede med dart, hvor jeg ikke fik modstand nok, så det stoppede vi hurtigt med.
Så gik vi over til Bob – en sand klassiker – der blev linet op med spilleplade, grønne og røde brikker, kartoffelmel med mere. Hvis det ikke var fordi de to andre opdagede, at jeg snød ville jeg helt sikkert også have vundet den diciplin.
Efter lidt mere godt øl fra Nørrebro Bryghus trak Henrik jokeren ud af ærmet – Bopit – et “apparat”, som han hentede på børnenes værelse – og som jeg aldrig havde set før:
Henrik er ansat hos Microsoft – og i forhold til det han arbejder med til dagligt er Bobit et stykke højteknologisk elektronik – for os andre er der tale om en irriterende lille satan, der får os til at blive desparate over ikke at kunne udføre simple handlinger….
Enheden har 5 “håndtag;
- Flick IT – som man skal skubbe til
- Twist It – som man skal skrue på
- Pull It! – som man skal hive i
- Spin It! – som man skal dreje på
- Bob It! – som man skal trykke på
Spillet går i al sin enkelthed ud på, at man holder “rattet” i hånden og når spillet starter siger den, hvad man skal gøre. Man kender ikke rækkefølgen og man har ret kort tid fra kommandoen er sagt til den skal være udført.
Ud over at være super sjovt og vanedannende er det særdeles svært. Man irriteres over, at hjernen ikke bare kan sende signalet ud, så man gør hvad der bliver sagt.
Nå, men efter fredagens udfordringer – og efter jeg havde drømt om Bopit om natten, måtte jeg erkende, at jeg var blevet afhængig og måtte eje et sådan apparat. Efter at have ligget i sovepose foran BR legetøj natten mellem søndag og mandag var mine forventningerv store, da forretningen åbnede kl. 9:30. Jeg sprang ind og bad om at få en Bopit – så var det lige at ekspedienten så mærkelig ud. Hun vidste ikke, hvad jeg talte om – da hun var ret ung og elev måtte jeg bede hende om at hente en kollega, så vi kunne komme videre.
Det viste sig, at kollegaen, der var en ældre dame, der havde været i branchen i mange år heller ikke kendte Bopit, så begyndte panikken at sprede sig. I et kort øjeblik kunne jeg godt fårstå dem, der hærgede Nettoforretningen og personalet på Nørrebro….
Meeen – jeg lod mig ikke sådan bare slå ud – jeg hoppede ind i bilen og kørte da til Toys´R´us – legetøjets Bilka. Efter 10 minutters søgen uden resultat tog jeg fat i en medarbejder i forretningen og spurgte, hvor de havde gemt deres Bobit´s. Da han så lige så uforstående ud, som de to i BR overvejede jeg blot og spørge om jeg så kunne købe et godt stykke reb, der kunne bære ca. 100 kg…. men jeg fattede mod og spurgte ham så om det var noget han kunne skaffe hjem. Efter et par tryk på skærmen sagde han, at de havde haft dem i en meget kort periode, men de var blevet ulovlige at sælge i Danmark – sikkert på grund af Phthalater.
Jeg ville ikke give op – og da jeg kom hjem fløj jeg på nettet og stor var min glæde da jeg fandt en i England. Den blev fluks bestilt og jeg har siddet og ventet ved postkassen siden. Her til morgen kom det rare postbud med en pakke til mig fra England. Den er pakket ud, batterierne er monteret og jeg er i syvende himmel.
Om få øjeblikke skal vi ud til vores venner Jan & Vibse i Valby – og Bopit skal med, det er der ingen tvivl om – man lader ikke et stykke adoptiv-legetøj, der lige er landet fra England i et fremmed land være alene hjemme.