Om denne blog

Her på bloggen postes lidt af hvert. Intet er for stort og intet er for småt til at blive bragt i disse elektroniske spalter.

Foto er som mange ved en af mine store passioner. Derfor kan du forvente en del om dette emne her på bloggen. Der rør sig meget i fotoverdenen og jeg følger godt med, du kan måske være heldig at finde noget information, der er ligefrem er interessant.

Trylleri har jeg haft som interesse og bierhverv i mange år. Måske finder du noget spændende omkring trylleri, magi samt fup og fiduser.

Rejser er jo spændende og jeg har da rejst en del i den store verden. Måske kan du være heldig at finde nogle rejsebeskrivelser eller rejsetips her i bloggen.

Jeg holder meget af at diskutere holdninger og fortælle anekdotercitaterting, der pisser mig af, folk der opfører sig torske dumt – lur mig om der ikke ryger en finke eller to af skærmen på et tidspunkt.

Sidst med ikke mindst – humor – humor er en så vigtig del af mit liv, at jeg sidestiller den med mad og drikke – uden humor kan man ikke opretholde et tåleligt liv. Bliver humor forbudt i Danmark vil jeg enten tage mig af dage eller også flytte til Sverige – jeg har ikke helt bestemt mig endnu.

Her til sidst vil jeg blot sige tak fordi du kigger ind :-)

Kedelige hotelværerelser – ikke altid

Ofte oplever man at hoteller og hotelværelser, der er så kedelige, at men er ved at gå til.

Lige nu er jeg udsat for undtagelsen, der bekræfter reglen. Vi bor på Caesers Palace i Las Vegas – og er blevet opgraderet til en Luxus Siute.

Jeg ved, at Lone er her I suiten et sted, men kan ikke lige finde hende 🙂 Derfor måtte jeg bruge tiden med min 50D i stedet. Et snapshot fra hotelværelsets udsigt ser således ud:

Udsigten fra vores suite på Caesers

Jeg har ikke et billedebehandlingsprogram med, så det er uredigeret.

Tårnet i midten er Stratosphere Tower – der skal vi spise aftensmad i morgen – jeg har bestilt bord i 240 meters højde, så Lones fødselsdag skal fejres med manér.

Hvordan har jeg kunnet leve uden …

Netbook

Som gadget-freak og computer-nørd er det mig en gåde, at jeg har klaret mig ind til nu uden en netbook.

I går fik jeg fat på en sådan fyr – og jeg må bøje mig i støvet – her er fuld valuta for pengene.

Mit valg faldt på en ASUS Eee PC – af flere årsager.

  • Den har i standardudgaven op til 11 timers batteritid
  • Den har i standardudgaven Windows 7
  • Den har en multi-touch pad
  • Den har en Atom N450 inden i
  • Den er ret billig

Jeg har i forvejen et par almindelige bærbare, men det er ofte, at jeg står i en situation, hvor jeg ikke gider at tage en af dem med – udelukkende fordi de fylder og vejer for meget.

Netbook’en kan næsten være i lommen og vil helt sikkert komme med i byen i højere grad, end tilfældet med de store notebooks.

Det tog en times tid fra udpakning indtil den var køreklar med de indstillinger, som jeg ønskede. Alt foregår fuldautomatisk og det spillede fra starten af. Det eneste jeg løb ind i var, at den ikke ville logge på det trådløse net, der hjemme – det brugte jeg lidt tid på, indtil jeg fandt ud af, at jeg tastede en forkert kode ind …..

Den hardwaremæssige kvalitet er lidt blandet. Skærmen er rimelig, kabinettet er også OK – tastaturet er imidlertid ikke noget jeg vil råbe højt hurrah for, men det er brugbart.

Lyden og webkameraet er ikke prangende, men absolut OK.

En anden smart ting er, at man kan boote PC’en i et alternativt mini-operativsystem, hvor der er en browser, noget billedebehandling, Skype, Chat og nogle online spil. Super smart, idet den booter hurtigt og kan bruges uden at man skal bakse rundt i Windows.

Jeg tror, at jeg kommer til at få meget glæde af dyret – ikke mindst på de mange rejser, som året byder på.

Jeg hader min livret …

I går var vi en smut forbi Maja, Luna og Kenneth for at rode lidt med deres PC-ere, der driller lidt.  Vi skulle også have lidt at spise – og stor var min glæde, da mit skarpe syn og min formidable lugtesans kunne spotte stegt flæsk i køkkenet.

Jeg måtte straks snuppe et stykke for at tjekke om kvaliteten var i top – og så var det lige, at der kom en underlig “knæk lyd”.

Få sekunder efter stod jeg med en halv tand i hånden – juuubiii det er skønt at skulle en smut til tandlægen.

Jeg har en tandlæge, der vist nok ligger i den dyre ende – og som mener, at han er rigtig sjov. For en del år siden var jeg oppe hos ham og efter han havde kigget hele mulen igennem så sagde han – “så er vi færdige for i dag – det bliver to kroner” – hvorefter jeg straks udtrykte min tilfredshed og sagde, at det var fint og nok var til at overkomme – hertil svarede han -” joooo, men nu er det sådan, at du skal regne med, at hver af de kroner vil koste kr. 5.000,-“ – se det synes jeg er  en rigtig dårlig tandlæge-humor 🙂

Denne gang tror jeg, at jeg vælger en anden tandlæge – jeg har på nettet og på busserne set reklame for en tandlæge i Greve, der har nogle særdeles rimelige priser (www.grevetand.dk). Hvis han er god kan jeg godt leve med, at han ikke skal have så meget for arbejdet, som andre skal og at han måske ikke kommer med upassende vittgheder.

Stegt flæsk skabte dette mesterværk
Stegt flæsk skabte dette mesterværk

Jeg var lige så glad…

Lige siden jul har vores have været lige så pæn som naboernes, men nu er sneen begyndt at smelte og så begynder sandheden at vise sit grimme ansigt.

Med den globale opvarmning – som nogen påstår eksistererer – var denne vinter måske den sidste mulighed for at skabe en flot kulisse, der gjorde, at vi va lige med naboerne.

Når modsætninger mødes

Sidste weekend var vi et par fotografer, der mødtes i København. Primært for at vejlede den ene i en opgradering af hans udstyr, men det blev også til lidt skyderi i byen.

Når jeg leder efter motiver søger jeg ofte efter kontraster – eller paradokser, der gør billedet interessant.

I Havnegade faldt jeg så lige over dette motiv, som jeg ikke kunne stå for 🙂

Her er en duft af jeg ved ikke hvad ...

Trylleriets hemmeligheder …

For noget tid siden var jeg ude og trylle til en 60 års fødselsdag – et af mine numre i denne type shows går ud på, at jeg tryller en af tilskurenes signerede pengeseddel væk, hvorefter den dukker op i inden i en citron.
Efter shovet kom pengesedlens ejermand hen til mig og var fuldstændig i ekstase over, hvorledes hans pengeseddel kunne havne inde i en citron.

Han kom så med det næsten obligatoriske spørgsmål – “hvordan gjorde du…”

Til dette spørgsmål har jeg et næsten lige så obligatorisk svar; “Det må jeg desværre ikke fortælle – og hvis jeg alligevel gjorde det, så var jeg nødt til at slå dig ihjel bag efter”

Så var det lige, at han kom med en replik, som jeg var lidt uforberedet på; “Jeg henter lige min kone – kan du så ikke fortælle det til hende”

Det er skønt med mennesker, der er hurtige i replikken 😉

Standardkommentaren til fotografen…..

Der er en kommentar, der ofte kommer når jeg viser mine billeder til andre;

Det er et super flot billede, men du har jo også noget rigtig godt fotoudstyr

Til den kommentar har jeg et standardsvar, der lyder:

Jeg synes også, at Hemingways “Den gamle mand og havet” er en forrygende bog, men han skrev den også på en af de bedste skrivemaskiner, der fandtes på det tidspunkt

Det sætter tingene lidt i perspektiv og får øjnene op for det faktum, at en dårlig fotograf ikke bliver god, fordi han får noget godt udstyr, men en god fotograf kan skabe endnu bedre billeder ved at bruge godt udstyr.