Her på det sidste er jeg et par gange blevet konfronteret med det kuriøse Monty Hall Problem – en sjov og underlig beskrivelse af et mærkværdigt fænomen.
Det går i sin enkelthed ud på, at optimere sine vinderchancer i et opstillet scenarie.
Du er med i en quiz, hvor du kan vælge mellem tre låger – bag en af dem er der en bil, mens der bag de to andre er en ged. Det går ud på, at vælge lågen med bilen.
Når du har valgt en låge viser quizværten dig indholdet bag en af de andre låger – og her er der en ged.
Hvis du nu får mulighed for at ændre dit valg af låge – vil det øge din chance for at vinde bilen ?
Den umiddelbare logiske konklusion er, at det er lige meget, om man ændrer sit valg, idet der er to låger tilbage og du ved at der er en ged bag den ene og en bil bag den anden – altså 50% chance for at vinde bilen, men sådan er det altså ikke – man øger sine vinderchancer markant, hvis man vælger den anden låge, end den man valgte først.
Der er mange klip på nettet on denne mystiske påstand – bl.a. her:
Det er altid rart, at blive sur over noget – fremfor bare at være sur 🙂
Jeg har i 10 år benyttet enavn.dk til at hoste woodyard.dk – og har været periodevis tilfreds. Men her på det sidste har deres manglende stabilitet og ikke mindst deres særdeles inkompetente supportfolk fået mig til at hive woodyards teltpæle op og vi er nu flyttet til en anden udbyder. De har faktisk smidt en del vigtige mails væk – og har ikke evnet at få dem frem fra deres backupsystem. Surt show, at sådanne lallende amatører får lov til at gå frit rundt her i landet.
Flytningen har givet php-mulighed, så denne blog er nu også havnet her – den tidligere på photografi.dk er nedlagt – skulle du komme til at gå der hen, havner du alligevel her…
Da vi var i USA fik jeg noget infektion i min ene fod, som jeg dog valgte at ignorere – det skulle ikke ødelægge ferien. Jeg har mistanke om, at infektionen kan stamme fra den jacuzzi, der var på hotelværelset i Las Vegas 🙁
Nå, men efter vi er kommet hjem er det bare blevet værre og værre og lægen har sat mig på en 10 dages penicillinkur, der ikke skulle være til at spøge med. Tirsdag havde jeg så mange smerter, som jeg aldrig har haft før. Jeg flæbede som et lille barn og havde mest lyst til at få sat benet af. Tortur og børnefødsler er vand ved siden af de smerter jeg havde tirsdag.
Onsdag gjorde stadig hammer ondt, men ikke så slemt som tirsdag. I dag Torsdag tog jeg så på arbejde – d.v.s. Lone kørte mig iført sutsko og krykker og det gik nogenlunde. Her til aften er det dog begyndt at gøre rigtig nas igen.
Hvis jeg kan opnå lidt medlidenhed vil det være fint – måske hjælper det endda 🙂
Herunder er en lille gættekonkurrence, det går bare ud på, at gætte, hvilken fod, der gør ondt:
Av, men det er jo bare en fysisk smerte.
Det, der sætter tingene lidt i perspektiv er, at en skide fod, der gør ondt kan fylde rigtig meget, men da Lone i dag blev ringet op og fik at vide, at hendes kusine på 45 år netop er død efter en blodprop i hjertet mens hun var på ferie – ja så er det jo en forsvindende og latterlig bagatel, at have ondt i foden – og jeg e flov over, at en bagatel som det, har fyldt så meget.
Lotte, som kusinen hed/hedder – jeg ved ikke lige, hvad man siger her – blev ramt af et hjertesvigt under et ferieophold på Tenerife sammen med sin mand. Blev fjøjet til Danmark i ambulancefly og kom på Skejby, hvor hun lå nogle dage før de så slukkede for respiratoren – der var intet at redde.
Jeg vil gerne frabede os mere sygdom, død og ulykke i familien og vennekredsen – jeg mener, at vi har taget vores tørn over de sidste par år.
Vi sender medfølende tanker – specielt til hendes mand, hendes storebror og hendes forældre.
Mange kender mig som Woodyard, mange kalder mig udelukkende Woodyard, mens andre ikke lige ved, hvad det drejer sig om.
Det hele startede i skolen, hvor vi – i det første år med engelsk – legede med sproget og prøvede at finde ud af, hvad vi hed på engelsk.
Jeg havde valget mellem Forrestyard, Woodyard, Forrestfarm, Woodfarm, eller noget i den retning. Woodyard var det jeg synes bedst om – og det har så hængt ved i mere end 40 år.
Der er andre i familien, der også benytter sig af dette internationale familienavn – sønnen har endda på et tidspunkt overvejet at ændre navn til Woodyard – om det stadig er under overvejelse er jeg ikke helt klar over.
For knap 10 år siden købte jeg www.woodyard.dk – og dert er fortsat der at min (og andre i familiens) mail ligger.
Det er sjovt, at en sådan ordleg i en engelsktime kan forfølge en så mange år efter – gad vide om de andre fra klassen (Søren Deepnice, Claus Hook, Henrik Lakeisland, Niels Brown eller Stig Anderlate) ville reagere, hvis de blev tiltalt med disse undersættelser i dag ?
For nogle uger siden skulle jeg have et par timer til at gå i en flyvemaskine på vej over Atlanten. Jeg var godt forberedt og havde fået Anders Matthesens “Sorte Kugler” ind på min nye netbook.
DVD Cover
Før jeg gik i gang med filmen var jeg ikke klar over, hvad den handlede om – jeg anede således ikke om der var tale om en tegnefilm, en spillefilm, en crazy-humor film eller en dybt seriøs film. Jeg var således spejl blank og havde ingen som helst anelse om, hvad jeg skulle udsættes for.
Der er tale om en mærkværdig film, som er et mix af mange forskellige genrer. Den første tanke er, at der er tale om en ganske primitiv film med et simpelt – tangerende til et barnligt – plot, men den tanke holder ikke vand.
Der er ikke tvivl om, at Anders Matthesens formål er, at få et Buddhistisk budskab ud til den almindelige befolkning, men blandingen af humor og selvironi samt idéen med at fremstille problemstillinerne i enten sort eller hvidt, skaber en tilstrækkelig distance til, at filmen ikke opfattes som propoganda.
Der er ikke tvivl om, at filmen er super morsom – og moralen er 200% skåret ud i pap. Uanset politisk, religiøs eller moralsk holdning kan man nok ikke være andet end enig i, at Anders Matthesen har fat i noget meget centralt i, hvordan vi behandler hinanden – og i særdeleshed hvordan vi bør behandle hinanden.
Jeg er ikke Mattesen “FanBoy”, men synes generelt at han er en af de dygtiske kunstnere vi overhovedet har indenfor den pågældende genre. Der har været svipsere i hans produktioner gennem tiden (med “Anden på Coke” på en klar førsteplads), men det glemmer man hurtigt når der er stjerner som “Terkel i klibe”, “Simon” og “Tal for dig selv”, der blinker på himlen.
Når det kommer til Sorte kugler så er det i mine øjne en perle, der – når man har evnen til, at se, at den primitive opbygning er en del af plottet og filmens idé – er et must see. Den er alle pengene værd og kan den rokke en lille smule ved, hvordan vi vælger at behandle vores medmennesker så er det da en sympatisk bonus-ting.
Ud over Anders Matthesens egen skuespilspræstation er det på sin plads, at nævne Søren Malling og Søren Rislund, som begge leverer en formidabel præstation. Linda P har også en mindre rolle i filmen – hun er ikke lige min kop te, men her i filmen lykkedes faktisk for instruktøren, at få hende til at træde ud af hendes stereotype stil og hun leverer faktisk en udemærket præstation.
Jeg har efterfølgende set filmen en gang mere – og det kan den sagtens holde til, hvilket er et godt tegn for en film i den genre.
Jeg ved godt, at det er primitivt, men jeg er altså blevet lidt vild med Beef Jerky. http://www.jacklinks.com
Kød i poser
Der er tale om kød, der er stegt eller grillet og eventuelt krydret med peber, chilli eller andet spændende, hvorefter det tørres og kommes i en pose og så er det klar til at blive solgt som snacks. Det skal ikke opbevares koldt og kan således medbringes på farten, når man får lyst til noget kød.
Min favorit er p.t. “Prime Rib – Tender Cuts” – umme – numme – num.
Når jeg kommer hjem skal jeg finde ud af om der er en Dansk importør – hvis ikke, så var det måske noget jeg skulle kaste mig over. Ellers kan man naturligvis købe produkterne på Amazon.com…
For øvrigt undrer det mig, at jeg af og til rammes af Podegra 😉
De faldne amerikanske soldater har gennem de sidste flere hundrede år fået en plads på Arlington Cemetry, der ligger lige udenfor Washington DC.
Arlington – stedet for de faldne
Jeg var ikke helt klar over om der fandtes faldne danskere på Arlington Cemetery, men i dag fandt jeg ud af at der er mindst en.
Lone og jeg havde netop besøgt John F. Kennedys gravsted, hvorefter vi aftalte, at jeg lige skulle hen og tage et billede af brormand Roberts gravsted og så mødes 5 minutter senere.
Da jeg kom tilbage sad fruen med solbriller på og så ikke ud som om hun hyggede sig. Hun havde taget den på røv og albuer ned af trapperne, har brækket en finger og har slået sit – i forvejen dårlige – knæ og bagdelen har også lidt noget overlast.
Måske er hun den første faldne dansker på Arlington – hvem ved 🙂
Gennemsnitligt er der 27 amarikanere, der får deres sidste permanente adresse på Arlington, hver eneste dag – det svarer til omkring 10.000 nye indflyttere om året – jeg synes, at det er ret så skræmmende ….
Uendelige rækker
En af de mest kendte personer på Arlington hedder John, han har ligget der siden 1963 og besøges stadig af mange mennesker, hver dag.
JFK med fru Onasis liggende ved siden af
Mange af hans mest berømte citater er hugget ind i granit rundt om gravstedet – her er et billede af et af mine ynglingscitater:
Det er ikke et spørgsmål om, hvad dit land…….
Tidligere på dagen var vi en smut på Capitol Hill – en STOR oplevelse, som vil blive fæstnet permanent i hukommelsen.
Capitol med Lone i forgrunden
Inden vi tog en Taxi “hjem” til hotellet måtte vi også lige besøge Lincoln Memorial, hvorfra, der er en formidabel udsigt til Washington Monument og Capitol Hill længere ude.
Det står i grundbogsloven, at man skal sidde på trappen og kigge – så det gjorde vi da også.
Wahinton DC er et pragtfuldt sted – foråret er ved at blive til sommer – træerne er sprunget ud, blomsterne er i fuldt flor og her er 25 grader.
Når man ser sig omkring er DC et fantastisk sted. Her er rent, folk er venlige, der er masser af grønne områder og det er nemt, at komme rundt.
Nå man er omkring Det Hvide Hus og Capitol, så er luften tyk af helikoptere – sikkert bemandede med Secret Service folk, der passer på.
Der er milioner, de har taget turistbilleder af Capitol, men det skulle ikke fratage mig retten til også at tage et par stykker.
Capitol i en klasisk positur
Et par skud i Metroen blev det da også til – ikke noget særligt, men noget skulle man jo bruge de få minutter, der er mellem togene på.
McPehrsson Station
Og så lige et af futteren i bevægelse.
Futter i flugt
Og når I nu spørger så pænt så kommer der også lige et billede af udsigten fra vores hotelvætelse. Hotellet ligger på Thomas Circle, kun nogle få blokke fra Det Hvide Hus – det er jo meget rart, at man kan komme hurtigt hjem efter kaffen og cognecén i det ovale værelse – jeg har lidt på fornemmelsen, at Barrack og Michelle inviterer os i aften – hvis ikke, så bliver det nok i morgen.
Lige så spændende det er, at opleve Las Vegas – lige så befriende er det, at tage af sted igen.Den evige larm, de mange mennesker, de mange lys og de overdådige indtryk er skønne at møde og lige så skønne at tage afsked med igen.
Lige nu sidder jeg i flyveren på vej fra Las Vegas mod Washington DC. Der er desværre ikke Internetadgang i flyet, så jeg må skrive i bloggen offline 🙂
Når jeg tænker tilbage på de 5 dage i Vegas så har vi nået en masse – faktisk nåede vi alt, hvad vi havde planlagt – plus det løse.
Ud over at udforske de mange hoteller (man skal altså have været i Las Vegas for at kunne forstå, at det er en kæmpe oplevelse i sig selv) – så har opholdet bl.a. budt på:
Show med David Copperfield – for dem, der ikke kender ham, så er han den største nulevende tryllekunstner og illusionist i verden. Vi så hans optræden på Hollywood Theater på MGM Grand. Jeg har set ham før og var nok lidt skuffet denne gang – havde håbet må at opleve “Flying”, men den havde han ikke på programmet. Jeg synes også, at hans stil var “upassende”, men det er nok mig, der er lidt erhvervs-skadet.
Vi fik også billetter til Phantom of the Opera – det er jo vores ynglingsmusical, og vi har fået den idé at vi skal se den når vi er i udlandet. Ind til nu har vi oplevet forestillingen i San Fransisco, London på Broadway i New York og så i København nogle gange – og så kan vi altså ogsåskrive Las Vegas på vores Phantom c.v. Forestillingen i Las Vegas var reduceret en smule, således at den varede knap to timer – nogle af scenerne med meget dialog var skåret væk eller reduceret, mens alle sangene naturligvis var der. Jeg var lidt skeptisk, men det gjorde faktisk ikke noget, at der var skåret lidt hist og her.
Forestillingen var fantastisk i icenesættelsen – dekorationer og specialeffects var i særklasse, mens de sangmæssige præstationer var en anelse under middel. Dog skal Rauls præstation have særdeles flotte ord med på vejen.
Alt er stort i forestillingen – lysekronen er kæmpe stor og når den forlader scenen mødes den med tre andre lysekroner, der forens oppe under loftet. Siderne langs hele teatret er dekoreret med båse, hvor der sidder tilskurer til forestillingen – det var godt nok dukker, men det skabte en fantastisk effekt. Alt i alt var denne udgave af “vores” musical forrygende – og klart over middel.
Vi havde også besluttet os for at skulle se en af Cirque de Soleils syv forestillinger, der pt. kører i Las Vegas – og valget fladt på deres nyeste produktion Viva Elvis der blev opført i Elvis Theater i det nyopførte Aria hotel, der ligger mellem Bellagio og Monte Carlo.
Man kan sige, hvad man vil, men Cirque de Solleil sparker numse – Viva Elvis er en hyldest til “The King” og er en blanding af sang, dans, videoklip, anekdoter, akrobatik og special effects. Uanset om man er til Elvis eller ej kan man ikke andet end at facineres over showet – og når man så holder af hans musik, ja så er man nærmest i ekstase i de to timer, som forestillingen varer.
Det kommer nok ikke, som den helt store overraskelse, at 50D-eren også skulle luftes lidt i Las Vegas – jeg havde besluttet mig for noget natteskyderi og det blev til tre timer fra 0:30 til 3:30, hvor diverse steder tålmodigt måtte lægge ryg til mine langtidseksponeringer. Jeg smider et par uredigerede skud op her, men de skal vist have lidt justeringer når jeg kommer hjem.
Bellagio udsat for lang lukkertid (ISO 100 – F/9 – 20 sec. / 13mm)
Fruen mente, at Las Vegas Premium Outlets skulle besøges – ikke fordi, der skulle powershoppes, men det kunne jo være, at de lige havde det man stod og manglede. Jeg kan da fortælle, at der blev brugt en farlig masse $ – og uden at hænge nogen specielt ud – så var alt, hvad jeg købte, en tripple espresso i Starbucks 🙂
På Lones fødselsdag spiste vi på “Top of the World”, der er en af de resturanter i verden, med den absolut bedste udsigt. Restauranten ligger på toppen af Stratosptere Tower i 243 meters højde. Gulvet i restauranten drejer rundt, således at man får et view over hele Las Vegas. En runde tager 70 minutter og udsigten er ubeskrivelig. Desværre er fotomulighederne ikke så gode der oppe – så jeg beklager kvaliteten …
Selve restauranten er vist kåret til en af de bedste i området, hvilket vores med i særdeleshed også bar præg af. Lone fik grillede Portobellosvampe med Mozerella, mens jeg fik en hummerbisque. Dertil henholdsvis en Chardonay og en Pinot Gris. Som hovedret vik vi begge en variant af “Surf ´n Turf”, hvor hummeren var skiftet ud med and og Foire Gras – jeg kan hertil kun sige en ting – umme- numme – num. Vinen til “Steak ´n` Quak” blev en Zinfandel fra Nappa – fra en producent, der hedder Venge – denne røg klart ind på 1. pladsen af samtlige Zinfandel-vine jeg nogen sinde havde smagt. Selv om der var tale om en middag i et ret højt prisniveau, så var den det hele værd – og man skal jo ikke glemme, at det jo ikke er hver dag, at man starter nedtællingen fra ikke længere at være sidst i 40´erene….
Efter middagen tog vi en tur til Downtown, hvor vi skulle opleve showet på Freemont street – jeg var ret overbevist om at det var en tribute til Queen, de skulle fyre af, men det viste sig at være Kizz i stedet – øv, men det var alligevel en fornøjelse at opleve.
Ellers skal jeg ikke undlade, at nævne, at vi i høj grad benyttede os af vores ynglingsdisciplin, når vi skulle have lidt at drikke – ind på et casino – se ud som om at man spiller, og så tage imod tilbuddet om gratis drinks.
Da jeg var i Las Vegas sidst lykkedes det for mig (efter moderat til middelsvært pres fra familien), at prøve de tre vilde forlystelser, der er på toppen af Stratosphere Tower (http://www.stratospherehotel.com).
Alle forlystelserne foregår i knap 300 meters højde og er som følger:
– Big Shot, hvor man bliver spændt fast og skudt yderligere 30 meter op i luften.
– X-ScreamX-Scream, hvor man sidder i en slags vogn, der bliver skudt 10 meter ud over kanten.
Ud over kanten
– Encanity, hvor man drejer rundt i en tingest, der hænger ud over tårnet og man kan se 300 meter ned.
Hanging High
Nu her i 2010 har de så fundet på en ny forlystelse – Las Vegas Skyjump.
Der er tale om et elastikpring, hvor man hopper ud fra toppen. Desværre havde vi ikke så meget tid da vi var i tårnet, så jeg nåede det desværre ikke Las Vegas Skyjump denne gang.
